Familiespejder er spejder for de 3-6-årige og deres familier. Det er fællesskab og friluftsliv, samarbejde og leg – og oplevelser i naturen.
Er du interesseret i at vide mere om, hvad vi laver, så bliv medlem af vores Facebook-gruppe.
Sådan foregår familiespejder
Familiespejder er hver anden søndag kl. 10-12.
Vi laver spejderaktiviteter, så vi lærer naturen og verden omkring os bedre at kende, bliver gode kammerater, øver os i friluftsliv og leger en masse.
Du må gerne tage forældre, søskende og andre familiemedlemmer med. Men det er dig, der er mellem 3 og 6 år, som vi har planlagt dagen for.
Det laver vi til familiespejder
Vi starter altid med flaghejsning, sang og råb og så går vi i gang med dagens program.
Tit er aktiviteterne en del af et forløb, der varer over flere gange. Og ofte tager vi et mærke, så vi kan vise, at vi har opnået noget sammen.
Lederne kan godt finde på en historie, så fantasien begynder at arbejde.
Undervejs har vi altid en leg i ærmet.
En gang imellem deltager vi også i spændende ture og lejre sammen med andre spejdere.
Det forventer vi
- Du skal gøre dit bedste for at værne om naturen, være en god kammerat og være hensynsfuld og hjælpe andre (det er nemlig tre vigtige bud fra spejderloven)
- Du skal altid tage en voksen med
- I skal have tøj med, som passer til vejret (da vi altid er ude)
- Hvis du ikke kan komme, beder vi dig melde afbud i kalenderen her på hjemmesiden
- Du skal have dit tørklæde på (som du får udleveret, når du melder dig ind), så vi kan se, at du hører til hos spejderne. Uniform eller logo-t-shirt er ikke et krav hos familiespejder
- Du skal prøve at få dine forældre til at hjælpe med de ting, der skal bruges hjælp til
Hvem er vi
Familiespejder er den yngste gren i Store Bjørn. Vi er en del af Det Danske Spejderkorps. I alt er vi over 35.000 blå spejdere i hele landet.
Vi er flere ledere af familiespejderne, og vi har alle selv børn, der er familiespejdere.
Hvis du kender en voksen, der også gerne vil være leder, så vil vi gerne høre om det!