Rystesammen og oprykningstur 2020
TAAAK for en ubeskrivelig fed ryste-sammen-oprykningstur, hvor alle grene i gruppen deltog.
De super seje spejdere gik de 2,5 km gennem skoven fra Kagerup station til lejrpladsen, de største endda med fuld oppakning, efter de på egen hånd havde taget offentlige transportmidler fra Hornbæk til Kagerup. Efter ankomsten og madpakkespisningen og lidt leg, blev spejderne inddelt i 4 patruljer på tværs af grenene og sendt ud på en ekspedition for at finde spor efter Gulerodsgnaverne med de røde næser.
Spejderløbet var ca. 5 km langt med 8 poster, udformet som et stjerneløb, og med indhold fra Gulerodsgnavernes verden samt førstehjælp, som hele gruppen har haft forløb omkring frem mod weekendturen. De 8 poster var bemandet med ledere og så havde vi fået hjælp af 2 forældre (Maja og Line) som også stod på en post hver!
Patruljerne fik rig mulighed for at øve hvordan man opfører sig som patrulje, og hvordan man fx melder til og fra på en post. Færdigheder alle spejdere får brug for til løb og divisionsturneringer i fremtiden. Vel hjemme på lejrpladsen igen efter løbet, var der tiltrængt kage, frugt og juice. Tusind tak til jer forældre der havde bagt til os!
Som afslutning på løbet blev der uddelt en Turn Out pris (for sammenlagt bedste patruljeopførsel, samarbejde og opgaveløsning) – den gik til blå patrujle, der hver flik en flot læderlap som anerkendelse!
Aftensmaden stod på Pasta med Kødsovs, som blev spist med det største velbehag – er sikker på at flere spiste dobbelt så meget som de plejede – kombinationen af sund sult og lækker mad var helt perfekt! Tak til Laust (Far til Anna) for at have lavet kødsovsen på forhånd og til Jon (far til Hector og Thor) for at kokkerere og lave alt klar til de sultne spejdere (og ledere).
Oprykningsritualet startede traditionen tro med at Stjernebilledet Store Bjørn (Karlsvognen) blev tændt i fakler. Herefter blev hver gren blev delt ud på deres stjerne. Så rykkede først de største minispejdere op og blev juniorer hvor Tomas tog imod dem. De største mikroer blev minier og kom op til minierne hvor de tilbageværende minier tog imod sammen med Kjeld. Til sidst rykkede de største Familiespejdere op, hvor de tilbageværende mikroer samt Tina og Rie tog imod dem.
Vel oprykket søgte alle i ly for regnen, der netop brød frem som oprykningen gik i gang :)
Regnen fortsatte, så lejrbålet må vi have til gode til en anden god gang!
Morgenen stod leg, oprydning, pakning og morgenmad, inden vi samledes i en cirkel for at sige pænt tak for denne gang. Vi sluttede af med at 3 familiespejdere fik 1 års stjerner – de fik et rungende BRAVO-råb.
Til weekenden og oprykningen var der blevet udarbejdet et nyt oprykningsmærke – Karlsvognen, hvor hver stjerne symboliserer en gren i Hornbækspejderne - Store Bjørn. For hver gang en spejder rykker op, får spejderen brændemærket en stjerne på mærket, som skal sys på over højre brystlomme.
Afslutningsvis blev der råbt et Tjikkerlikker-råb inden vi gik mod Kagerup station hvor forældrene stod klar til at hente spejderne!
Vi håber at spejderne har hygget sig mindst lige så meget som vi ledere har!
Gruppen består nu af 16 familiespejdere, 16 mikrospejdere, 11 minispejdere og 3 juniorspejdere – i alt: 46 spejdere.
Familiespejderne har næste møde d. 20 september kl. 10-12 på Spejdergrunden
Mikro, Mini og Junior har næste møde d. 14 september, hvor de starter på det spændende Trylleamuletten – forløb.
Spejderhilsner fra Spejderlederne
Kjeld, Tomas, Tina, Rie, Michelle, Lena og Martin